top of page
Hannah Lund

Guldet fra Fyn - på besøg hos Elise


I min sommerferie havde jeg en fantastisk dag på Fyn. Ovre og møde den lidt fjernere familie – Kirsten og Hans på Nybøllegård, og det bliver IKKE sidste gang. De er de fedeste, sjoveste mennesker – gensidig kemi er straks til stede, når der bliver disket op med kæmpe frokost, og Kirsten så lægger hovedet lidt på skrå og siger ”Vi vil da gerne have kold rosé til maden, ikk?”. Det ville vi godt. Det var mindst 30 grader udenfor.

Kronen på dagen var at besøge min farmors yndlingskusine Elise, der om meget kort tid fylder 99 år.

Elise er lige præcis så sød og skarp med lune, som jeg husker hende. Hun er i familien og på egnen kendt for at lave en sublim rygeost – og heldigvis har jeg fået hendes helt personlige vejledning, og glæder mig vildt til at prøve at lave min egen rygeost.

En anden spidskompetence hos stille og rolige Elise er at brygge et særligt høstøl, som ”egnede sig godt til fest” (læs = superstærkt og velsmagende, alle falder om).

2 nye opskriftsbøger! Guld fra Fyn

Jeg følte mig i det hele taget meget hjemme hos min udvidede familie, som også talte Elises dejlige datter Martha. Hun var sammen med Elise og mig - og de vidunderlige kvinder har været i gemmerne og foræret mig Elises egen håndskrevne opskriftsbog og Moster Agnes håndskrevne opskriftsbog! En rigtig guldgrube, og jeg er bare taknemmelig. Der er oceaner af stof til bog nummer 2 om det originale danske landkøkken.

Elise er nok den i generationen, der har mest styr på detaljerne i sine opskrifter … i dag ville man kalde det at nørde eller at være perfektionist. Øl skal være i orden og smage godt, og så må pigerne altså lære at gøre det på den rigtige måde. Selv om det er hårdt arbejde.

Det kan jeg også se i hendes opskriftsbog, hvor anvisningerne er ret præcise. Allerede, da vi var sammen, og jeg glad bladrede i det nye vidunder, faldt jeg over denne opskrift, som jeg straks fik lyst til at prøve. En kartoffel-æblekage! Den er glutenfri, den er supernem, og den smager virkelig virkelig godt.

Lakmus-testen var at teenagerne, der kom hjem, lige som den blev taget ud af ovnen – de sagde ikke ”Hej mor, har du haft en god dag,” eller lignende høflighedsfraser – næ, det var direkte til ”Må man godt æde af den??!!”

Det måtte man godt. Så den forsvandt. Selv om vi ikke er gluten-allergikere.

Skynd dig. Du vil nyde det!!

bottom of page