• Hannah Lund

Ekstraordinært godt. Også selvom du ikke sutter hovedet. Karma Sushi i Nyhavn

Opdateret: 29. nov. 2019


Det her skal du bare prøve. For det er ekstraordinær god sushi. Gourmet-sushi. Sushi 2.0. Faktisk den bedste sushi i København.

Siden sushi kom til Danmark og hurtigt blev en favorit, er det som om, der er kommet en "standardsmag" på sushi ... ris, fisk, tang smager rimeligt ens, uanset om du spiser sushi på Bryggen, i Espergærde eller i Rungsted. Det sker så slet ikke her. Karma Sushi er eksperimenterende på den betagende måde. Perfekt afstemt smag i alt, hvad du får, og så smukt serveret, at man kunne få tårer i øjnene, hvis man ikke er lige så hårdkogt som jeg.

Jeg bliver nødt til først at fremhæve risene, en helt fundamental del af sushi. Her har de en rundere, blødere smag og de føles anderledes og bare bedre i munden. Elsker, elsker, hvor meget de bruger især jomfruhummer, men også andre skaldyr som kammuslinger. Og hvordan de kombinerer traditionel sushi med danske råvarer, og skaber nye og virkeligt interessante smage. Og så trøfler, som jeg personligt er vild med ... lige i de rigtige mængder.

Du må aldrig snyde dig selv for jomfruhummerrullerne, der er en af snacksne. Helt sprøde udenpå, bid igennem og nyd den saftige velsmag indeni. Tag en cocktail til, fx yuzu-cocktailen, der er sitrende syrlig. Cocktailsne kan uden at anstrenge sig konkurrere med de bedste barer i KBH (og jeg HAR testet flittigt).

Næste punkt var trøffelcarpaccio med jomfruhummer (nej, gu' bliver jeg da ej træt af jomfruhummer). Her var det faktisk så rystende delikat, at vi helt glemte at være høflige mod hinanden. Spisepindene stødte flere gange fægtende sammen i iveren efter at selv få mest fra det fælles lille fad.

"Man skal holde øje med, om hun sutter hovedet"

Sizzling prawns ... her kommer smørgrillede store rejer med wasabi, purløg, tobiko og sesam, som jeg bare ikke har fået lige så veltilberedt noget andet sted. Det er meningen, at man også skal suge og sutte alt det gode ud af hovedet - og som Kim så fornuftigt oplysende siger, er det jo en strålende first date night test: gør hun noget ved det hoved eller ej? Det er fint at få at vide, når man som jeg 5 minutter forinden har taget godt fat med begge hænder, og endda pillet skallen lidt af for bedre at kunne suge til. Er egentlig bare taknemmelig over at ingen tog billeder.

Selv sushien bydes som det eleganteste kunstværk. Blandt mine favoritter er den bagte/grillede torsk, jomfruhummeren (jep. igen. stadig glad), den næsten rå reje med trøffelcreme, kammusling og den dehydreret tomat. Alt det andet smager også fænomenalt. Ikke mindst den med svampecreme!

Der var overhovedet ikke noget i fremtoning eller smag, der ikke stod KNIVSKARPT i går aftes. Ikke en finger at sætte på noget som helst. Det er ikke den billigste sushi i byen, men det skal det heller ikke være på det her niveau. Prisen er mere end uhyre rimelig for de smage, råvarer og håndværk, vi blev præsenteret for. Samme beløb havde skaffet os en stegt bøf, fritter og bearnaise plus en overpriced rødvin på en anden restaurant. Det skal du lave selv, for det er nemt, og vinen bliver meget bedre. Men sushien? Der smutter du begejstret til Nyhavn.

Superdupertræt af lede pagehårstyper på internettet

Går du på Trustpilot, bliver både Karma og VACA (en del af samme gruppe) basket godt igennem. Ignorer det - jeg har lige givet dig sandheden.

De andre anmeldelser her kan kun være fra mennesker, der er så bitre, at deres smagsløg ikke længere virker og hvis begejstring for livet visnede hen og døde for mange år siden.

Restauranterne har udvidet hurtigt og har derfor skulle anstrenge sig for at følge med på personalesiden. Vi oplevede kun dygtige og omsorgsfulde medarbejdere ... men lad os så bare forestille os, at der fx havde været ventetid eller mix-ups i bestillingerne?

Who fucking cares, når det smager SÅ godt? Tag jer nu sammen, internet-orker, og gem jeres lede og småtskårne galde langt væk. Vi er vel ikke blevet til fastfood-foretrækkende speed-eatende Trump-vælgende amerikanere endnu? Lær at vente European-style: samtalende, forventningsfulde og bare en smule dannede på den gode mad. Som du jo aldrig i livet ville evne at fremstille selv. Det her er nemlig så dygtigt udført, at du skal komme spænende, så snart du kan.

Hemmelig. Hyggelig. So worth it

Karma Sushi i Nyhavn er i øvrigt den hyggeligst placerede og lækrest indrettede af de 3 af restauranterne, jeg har været på. Og en smule hemmelig. Det er dejligt sneaky.

Du går ned i den stille ende af Nyhavn - væk fra de turistede blinkende lygter og højlydte øldrukne forsøg på at dele en regning i 3. Du skal vide restauranten er der, for du opdager den ikke ellers - men nu ved du det. Den ligger en smule gemt væk ind af en port i ... I den mest charmerende 1700-tals gård, som jeg ikke anede fandtes.

Det er eksklusivt og hyggeligt på samme tid. Indenfor gennemført praktisk, behagelig og SMUK indretning med blandt andet et full-size kirsebærtræ - og du bliver helt fanget, når du står ude i gården på skæve brosten og kigger dig omkring og ser på bindingsværk, stuk i andre folks lofter, elegante små tagterrasser og gulkalkede vægge.

Hvis du også vil opleve en af de bedre aftener i dit år, så book fluks et bord her. Du har endda råd til det, hvis du er nødt til at vente til smalhals-januar ... der kan nemlig sagtens være optaget i december, for folk er altså ved at finde ud af, hvad der gemmer sig her..

Prøv det så! Og nyd det!

#karmasushi #spisgodt #bedstsushi #sushikøbenhavn

KONTAKT 

© 2018 af  Hannah Lund. Design Le Lyhne Fischer.
Billeder Christina Birch & Hannah Lund

  • Black Facebook Icon
  • Black Instagram Icon
  • Black Snapchat Icon