top of page
  • Hannah Lund

Bliv stram. Mens du falder i søvn. Japansk facelift


Lige for tiden er jeg i gang med at teste Japansk facelift ... jeg skal til min tredje ud af 5 behandlinger i dag. Allerede efter første gang svor jeg, at det var den bedste behandling, jeg nogensinde havde prøvet. Det er i hvert fald den allermest behagelige!

Japansk facelift er en 100% naturlig måde at løfte og og opstramme ansigtet. Ingen sprøjter, ingen kniv, ingen skumle ingredienser. Det er en kombination af zoneterapi til ansigtet, akupressur, lymfedrænage og ansigts-lifting massage, som bliver udført med hybenrosekerneolie. Undervejs får man også flere ansigtsmasker sammen med hovedbundsmassage, creme & øjencreme - og hele behandlingen glatter, løfter og afspænder dit ansigt. Den bedste og mere varige effekt skulle jeg få med 5 behandlinger inden for en 5-6-7 uger. Så den er jeg gået all in på.

Hannah Lund Japansk facelift efter 2. gang

Sådan ser jeg ud efter 2 behandlinger.

Taget med mobilkamera af fotograf Charlotte Trippetti ved en aften-event i går, og billedet er ikke redigeret.

Det er altid frygteligt fristende lige at udtone rynkerne eller mindske flæsket under hagen - men her er det altså uden.

Ellers har du jo heller ikke en chance for at se, om det her japanske lifting overhovedet giver noget :-)

Efter første gang var jeg helt solgt. For der er nemlig flere gode ting ved japansk facelift, som du skal tage med i dine overvejelser.

Hvad er effekten egentlig?

Resultatet af behandlingen var, at mine rynker i panden var synligt udglattede, huden var sådan lidt "plumped" (ja, hvis man er næsten 52, er man lykkelig for den effekt. Hvis du er 30, aner du ikke, hvad jeg taler om) - og at jeg havde fået rigtigt meget glød i ansigtet. Allerede dér er det pengene værd, for det er trods alt dét, man håber på. Dagen efter første behandling var jeg til en bogreception, hvor vildt fremmede mennesker kom og komplimenterede mig for min strålende og flotte hud. Bogen var godt nok om cannabis, og der flød rigeligt med bobler, men alligevel.

Langtidseffekten? Den ser vi på om en måneds tid.

Du får nærmest 3 behandlinger på én gang

Det, der får mig til at give de helt store points, er det fantastiske velvære, jeg oplevede under og også efter behandlingen. Du er nærmest i trance og slapper helt af (nogle falder lidt i søvn), fordi det bare er så sindssygt behageligt. Følelsen er - for mig i hvert fald - som om behandlingen er en kombination af ansigtsbehandling, opstramning og en kropsmassage - ja, det hele foregår i ansigtet, men du mærker det i kroppen. Din krop smelter ud på briksen, og du går helt i zen-tilstand. Det er den vildeste powernap, hvor du kommer ud fuld af energi og mildhed mod dine omgivelser. Fantastisk, hvis du skal arbejde videre ... fantastisk, hvis du bare skal nyde dagen eller aftenen.

Anden gang var jeg fuld af griske forventninger, men så ikke helt det samme forandrede resultat i ansigtet. Til gengæld opdagede jeg dagen efter, at kæbelinjen var blevet noget strammere. Denne gang havde behandlingen været så god, at jeg vågnede af, at jeg snorkede.

I skal nok få rigtige før og efter billeder, med og uden make-up, når jeg er igennem hele forløbet. Hvis du allerede nu er blevet fristet, så er det bedste sted at få din japanske facelift hos Passion Care hos Ditte-Amalie Kirketerp Lund, som har magiske hænder foruden den helt rigtige uddannelse.

Og fik jeg sagt? Det er faktisk ikke dyrt - slet ikke i sammenligning med, hvis du går sprøjte-og-kniv-vejen. 800 kr pr gang hos Passion Care, og du får rabat, hvis du booker flere behandlinger på én gang.

bottom of page