top of page
  • Hannah Lund

7 Påskeopskrifter - uimodståelige, gamle og danske!


I går lavede jeg frokost. Det hele fra grunden. Efter opskrifterne i min kogebog. Udelukkende for at forkæle min veninde og med-madøre Helle Ørskov ... og det virkede! Mens vi gav os sydeuropæisk god tid til at nyde og spise, kom vi til at tænke på, at alle retterne ville fungere virkelig godt på et påskefrokostbord.

Kunne det ikke være mageløst at sætte gamle danske landbo-retter på dit påskebord? Spise, som når man fejrede foråret for 100 år siden? Jo, det kan da - så de opskrifter får du naturligvis ... sammen med en stak andre, der også passer godt lige nu.

Hvad Helle spiste

Helle fik allerførst Pocherede friterede æg på flødestuvet spinat. Det er virkelig en himmerigsmundfuld. Jeg kan stadig ikke komme mig over, hvor godt det smagte, og det kommer jeg til at lave meget snart igen. Du skal ikke være bekymret for hverken at pochere eller fritere, det er faktisk ikke så svært. Og resultatet og udtrykkene i gæsternes ansigter er det hele værd.

Derefter fik Helle Bøf Lindstrøm - et ekstra hit, eftersom Helle (naturligvis ...) har spist Tore Wretmans version i OperaKällarn i Stockholm. Originalen er fra 1862 og fandt altså også vej til Danmark, hvor min oldemor fortolkede den sådan her. Det er bare bedre end pariserbøf!

Til dessert, hvor vi egentlig ikke heeelt kunne spise ret meget mere, fik vi min familieklassiker Du ka'tte la' mig vær' (jep en fynsk dialekt gør navnet endnu smukkere). Tænk citronguf med masser af smag. Jeg pisker altid lidt flødeskum med vanilje til. Så KAN man nemlig ikke lade den være...

Hvad du også skal lave til din påskefrokost

Vi vil jo gerne spise meget i påsken, og mange gange. Har du lyst til at prøve noget helt nyt ... som har et fint skær af traditionelt hyggeligt landbo-spisebord over sig? Her er nogle af mine gamle danske familieopskrifter, der vil blive et sikkert hit hos dine gæster. Både børn og voksne. Det her er den slags opskrifter, hvor folk spiser op, og ser glade og veltilfredse ud bagefter. Skal det være ved dit bord?

Frokostret - Det her er faktisk den allerførste ret jeg overhovedet testede i forbindelse med at jeg skrev kogebogen. Pocherede æg på smørstegte skiver brød med citron hollandaise, nybælgede ærter og røget laks eller skinke. Den smagte så godt, at jeg ikke tøvede med at kaste mig over resten. Den har jegogså lavet på Go' Morgen Danmark, hvor værterne også gaflede det i sig,

Rå saft - Dit påskebord bliver det smukkeste i nabolaget, når du får de her klare farver på bordet. Bærsmagen er så ren og tydelige, at jeg lover dig, at dine unger ikke vil have andet frem over. Helle var også fan. Ja, jeg lavede nemlig også lige lidt saft, så det ikke var vin det hele!

Farserede grøntsager - du aner ikke, hvor cool det her er. De smager simpelthen så godt, og ser så lækre ud. Og retten skriger bare forår og gode danske råvarer. Den her SKAL du altså lave!

Johannes Æblesild - elegante marinerede sild med æble og laurbær og ikke spor creme fraiche i sigte. Lav dem, oplev smagen af hjemmelavede sild... og så skal du bare finde snapsen!

Gå på opdagelse ... og

Nyd det!

Kærlig hilsen

Hannah Lund

bottom of page