• Hannah Lund

Kan du huske, hvad du spiste som barn? Og hvem der lavede maden?


Min madglæde er grundlagt ved et dansk spisebord. Det stod i Odense – men det kunne faktisk have stået hvor som helst i riget. De madoplevelser, jeg havde som barn, skabte en stor tryghedsfølelse. Og især, når jeg var hos bedsteforældrene – med ro, masser af tid og ubetinget kærlighed og accept.

Det var dansk mad. Lavet, før vi helt havde lært at blive inspirerede af andre landes lækre retter og krydderier. Lavet af kvinder, som selv blev glade, når familie og gæster rundt om spisebordet var glade. De var stolte af smagen og kvaliteten i de dyr, grøntsager, frugt og bær, de selv havde passet. De brugte dét, der var og varierede det, så meget de kunne. Der opstod livretter - og retter, man så frem til at spise på bestemte tidspunkter af året. Retter, som jeg stadig kan huske.

Jeg elsker al slags mad. Har fået mange venner rundt om i verden netop gennem at opleve deres mad.

Jeg har bare aldrig glemt min egen slags mad, og er blevet helt fascineret af at genopdage smagene og den enorme bredde, der er i opskrifterne.

Så hvor heldig er jeg lige, at jeg fik de håndskrevne kogebøger fra tre formødre, der har noteret alle opskrifter ned – fra 1902 til ca. 1970? Meget heldig. Så heldig, at jeg skyndte mig at love noget:

Jeg lovede højtideligt min farmor – ved kisten til hendes begravelse – at jeg ville redigere og udgive opskriftsbøgerne. Det er 17 år siden…

…og så kom hverdagen i vejen. Som så mange andre løfter, der er 100% alvorligt ment lige i det stålsatte øjeblik, det bliver afgivet, så blev det naturligvis skubbet til side. Til fordel for fastelavnskostumer, der skulle sys i sidste øjeblik. Kattebræk på det nye tæppe. Skoleprojekter, jeg blev gjort bekendt med kl. 21, aftenen før de skulle afleveres. Forældreintra. Helt almindeligt smør-på-brødet arbejde. Regnskaber. Fallerede fitnessmedlemskabs-planer.

Jeg er jo, som folk er flest. Så, ud over det nagende løfte (men hun er jo død, ærlig talt) - hvorfor finder jeg så på at dykke ned i opskrifterne, rode i slægtsbøger, snakke med de gamle i familien for at finde historier? Tja, alle, der har kendt mig i mere end en måneds tid, ved, at jeg snakker om mad konstant. Kun afbrudt af bedrevidende og belærende kommentarer, og mange af dem handler om at kende sin historie.

Får man det nogensinde gjort?

Mageligt boret ned i lænestolen, klar til at slå hjernen fra til en serie, jeg allerede har set 3 gange før på Netflix – der har jeg siddet om aftenen i mange måneder. Uden at realisere en eneste drøm og mere mainstream, end jeg overhovedet har lyst til at indrømme.

Indtil jeg besluttede mig for at gøre noget andet. At faktisk få skrevet alle de håndskrevne opskrifter rent fra de 3 bøger. Og fortælle historien, bare i små fordøjelige bidder, om kvinder og mad. Her i Danmark. For 100 år siden. At forene mine passioner – mad, og at belære fortælle en historie – det er sindssygt tilfredsstillende. Føles næsten lige så godt som at få ret. Især, hvis du læser bogen, og laver bare én af retterne.

Her på bloggen kan du finde nogle af opskrifterne, for jeg har virkelig lyst til at dele maden med jer.

Skulle du få lyst at købe bogen? Så er det bare at klikke her .

Værsågod at læse med. Prøv at lave maden og spis den. Jeg håber, det smager.


KONTAKT 

© 2018 af  Hannah Lund. Design Le Lyhne Fischer.
Billeder Christina Birch & Hannah Lund

  • Black Facebook Icon
  • Black Instagram Icon
  • Black Snapchat Icon