Det er et af de mest tilfredsstillende måltider, jeg har spist i længere tid. I en ægte varm og hjertelig atmosfære. Med sovs.
Det her skal du altså prøve, og det kan kun gå for langsomt. Jeg vil derind igen, for det var bare godt og ukompliceret. Uden fine fornemmelser. Men med en stærk fornemmelse for, hvordan mad og værtsskab bliver rigtigt, rigtigt godt.
Jeg taler naturligvis om Guldkroen, hvor du får serveret klassisk dansk mad i en klassisk dansk setting. Man fristes til at tænke, at det hele sgu nok er et spil for galleriet, kitsch med vilje, folk, der spiller en rolle. De er bare smarte forretningsmænd, tænker man. Måske, ja. Jeg tror det ikke. Og jeg er egentlig ligeglad. For det er for fedt.
Hvordan er stedet?
Når du ankommer til restauranten - der ligger larmende lige ud til travlt trafikerede Fredensgade med alle slags køretøjer ind og ud af København - er det en smuk krydsning mellem bodega og kro. Blomstret voksdug på bordene ude, fin lille markise, kulørte lamper. Træder du ind, er der SÅ hyggeligt, som i min farmors hjem, og ingen larm andet end glade snakkende folk. Der er stuvende fuldt i første seat kl 17.30. Af folk, der spiser løs i stedet for at lade maden blive kold, mens de mobilfotograferer til insta. Med god grund. Jeg var nær faldet om over, hvor sindssygt godt, der duftede! "Det er grisen", sagde Umut sådan lidt hemmeligt.
Vi var der den 10. oktober, hvor det danske efterår legede dejlig varm sommer, så vi sad udenfor. Trafikstøjen generede ikke. Jeg havde studeret spisekortet hjemmefra (forventningens glæde, du ved), og jeg var virkelig i tvivl - for det så alt sammen lækkert ud. Wienerschnitzel. Rejecocktail. Tarteletter. Rødgrød. Ét snus indenfor afgjorde sagen på et splitsekund til fordel for det stegte flæsk.
Min ledsager valgte tarteletterne, og det var jeg glad for. En hurtig rekognoscering på gæsternes tallerkner viste nemlig et køkken, der på ingen måde var nærig med portionerne. Jeg vidste derfor, jeg ikke kunne spise 3 retter ... og hvis jeg nu ville have dessert? Hvad så?? Så gudskelov, jeg kunne smage ved bare at rage indover min vens ret.
I mild luft, med øl og flyversjus (min første gang) foran sig, og bestillingen afgivet, er det nemt at være velvilligt stemt overfor verden i al almindelighed. Det bliver kun forstærket af, at de er lynhurtige, dygtige og charmerende venlige i betjeningen. Vært og tjenere er på i lige præcis den rigtige mængde tid - småsludrer med gæster og lokale fra området, sikrer, at alt er ok, lokker for en ekstra bid, så man føler sig hjemme ved et elsket familiemedlems spisebord. Ægte godt værtsskab, som i min bog kaster mange stjerner af sig. Dårlig betjening er en dealbreaker, god betjening forventeligt - Guldkroen er i særklasse godt på det punkt.
Nå men, hvordan er maden så?
Maden kom. Varm, duftende og smuk. Jeg huskede helt korrekt. Der var rigeligt! Guldkroen har også såkaldte herreportioner (stegt flæsk og tarteletter ad libitum, wienerschnitzler på 800 gram. Jeg ved seriøst ikke hvem, undtagen måske min 18-årige søn og hans kumpaner, der kan spise så meget) - men tro mig. Du går IKKE sulten fra bordet, selvom du vælger en helt almindelig portion. Alle bliver propmætte.
Der var mange skiver flæsk, 7-8 stykker, og de var perfekte. Sprøde, gyldne, knasende, præcist saltede og endda en smule saftige i kødet. Kartofler - igen perfekte. Jeg har på gode restauranter fået nye kartofler, der blev serveret med knaldhårdt indre. Jeg har fået udkogte kartofler. Det virker måske som en pedantisk detalje, men kartofler skal være kogt rigtigt, og det er de her. Persillesovsen - tja, jeg kom vistnok til næsten at spise hele sovsekanden. Tyk og masser af persillesmag. Skidegod, faktisk. Og rødbederne, der præsenteres som hjemmesyltede? De smager også rigtigt godt. Der spiste jeg også stort set dem allesammen. Jeg lænede mig desuden indover bordet for at sikre mig en smagsprøve på tarteletterne ... som der bestemt ikke kunne udsættes noget på heller.
Jeg har en god appetit. Sådan som min krop ser ud, det kan man ikke bygge op med raw food og en salat i ny og næ. Jeg nipper ikke til maden. Det var faktisk kun min angst for holdbarheden af mit shapewear, der gjorde, at jeg til sidst måtte give fortabt og levne en halv skive flæsk. Der er trods alt grænser for, hvad man kan byde elastisk stof.
Hvis du elsker dig selv, hvis du elsker klassisk god mad og god stemning - så bestil fluks et bord på Guldkroen. Du vil takke mig for dette blide puf.