I lille smalle Calle de Do Mori, meget tæt på fiskemarkedet ved Rialto ligger Venedigs eneste købmandsbutik. Der er selvfølgelig supermarkeder, men der er ikke andre små købmænd, og jeg faldt over den ved et tilfælde. Det var en af de dage, hvor vi meget hellere ville hænge i værelsets karnap med udsigt over Canal Grande. Spise rovet fra grøntsagsmarkedet og den afskårne skinke fra slagteren ved siden af, og drikke en flaske vin midt på dagen. Med sengen handy til en middagslur bagefter. Eller noget. Men vi manglede brød.
Venedig ville jeg flytte til, hvis ikke jeg boede i Danmark. Jeg kom her første gang for 12 år siden, og har været storsmilende betaget lige siden. Det er først og fremmest den afslappede atmosfære – jeg holder altid til i de områder, hvor der er færrest turister. Men også den forfaldne skønhed … og jeg bilder mig ind, at den nysgerrighed, åbenhed og det frisind, der historisk har præget republikken i 1300 år, hænger som de bedste vibes den dag i dag. Hvad ved jeg egentlig? Men jeg elsker, elsker at være der.
Så jeg gik på jagt, og fandt ved et tilfælde denne bittelille biks – hvor der foruden friske flutes så også stod et stort fad med noget ruskomsnusk, der så ualmindeligt tiltalende ud. Jeg ved ikke helt, hvordan det skete, men under 2 minutter efter jeg var i butikken, stod indehaversken og jeg glade og snakkede sammen.
Jeg kan en lille smule italiensk, og det begrænser sig til mad og køkkenudtryk og ting som ”jeg skal holde en fest og har behov for 24 flasker bobler”, ”må jeg bede om 300 gr af den der lækre skinke i tynde skiver?”, og ”jeg skal sgu ikke have mælk i min espresso!”. Hun kunne lidt få og hakkende ord på engelsk, og alligevel skvadrede vi løs i en halv time, indtil Mikkel undrende kom for at finde ud af, hvad der dog var sket med mig. (Han havde smagt på vin et andet sted. Derfor tog det ham en halv time at blive spor bekymret …)
Det her var, mens jeg var ved at lægge sidste hånd på min egen kogebog, og måske derfor overlod hun mig - glad og stolt - opskriften på det Intruglio, jeg købte et halvt kilo af. Intruglio betyder noget i retning af heksebryg. Det er lavet år efter år af hendes mor, og nu af hende selv. Efter hendes mors helt egen opskrift, der var bragt i en 10 år gammel engelsk kogebog, som vi stod med hovederne tæt sammen over. 1 stk mørk heks, 1 stk lyshåret.
Det blev en god eftermiddag.
Intruglio smager fantastisk. Det er enkelt, det smager af Venedig, og du spiser det til brød, eller hælder det over din pasta. Du skal stille det på køl, når ikke du spiser af det, og det kan holde sig ca. 1 uge i køleskabet. Husk, at olien lige dækker alle ingredienserne. Tag det ud 1 times tid før du vil spise det, så olien bliver flydende igen og det hele får stuetemperatur.
Ingredienser til Intruglio
150 g kalamata-oliven uden sten
100 g taggiasche-oliven i olie uden sten
80 g store grønne oliven uden sten
80 g soltørrede tomater i olie, skåret i strimler
100 g glat gedeost i bidder (jeg bruger Tebstrups Rosa Munde)
200 g bøffelmozzarella eller burrata, også i bidder
1 lille tsk tørret oregano
Et pænt nip tørret pepperoncini (små italienske chilier, tørret og knuste)
250 ml rigtig god olivenolie
(Opskriften er Sergias – jeg har fået lov at få og bringe den af Sergias datter. Du kan også finde den i Tessa Kiros bog om Venezia.)
Sådan laver du Intruglio
Kig på dine råvarer og skær dem i bidder, der er nogenlunde mundrette. Ikke for små.
Jeg skærer de større oliven i lidt mindre bidder, men du kan lade være, eller skære halvdelen og lade resten være hele.
Bland det hele sammen … og så er du færdig.
Nyd det!
Kærlig hilsen
Hannah Lund