top of page
Hannah Lund

Cocktails!! 3 gode steder til din aften i byen


Jeg har selvfølgelig drukket cocktails allerede siden i tirsdags (Bulleit whisky – mere om det senere 😊), men i dag er det fredag, og nu har de fleste af os tid til at gå i byen. Og du skal da på cocktailbar? Enten hele aftenen, eller til at starte på, eller til at slutte af på. Her er 3 af de seneste, jeg har været på – og du kan trygt lægge din fredag aftens buzz i hænderne på enhver af dem!

Lidkoeb

Det er ret svært at finde vej til Lidkoeb. Men det er det virkelig værd.

Lige dér, hvor det vibrerende Vesterbro bliver til det charmerende, gammeldags Frederiksberg … der finder du en mistænkeligt mørk og smal portåbning. Du kigger dig omkring, du kigger ned på din Google Maps, og du tror, du er gået forkert. Men det er du ikke, og der er store skilte næsten med det samme.

Når du har snirklet dig igennem de forbundne overdækkede gange og baggårde, ser du Lidkoebs 3-etagers gamle bygning. Kom indenfor til en meget afslappet stemning og meget venlige og imødekommende folk i baren. Indretningen er seriøst supercool – ejerne er art directors, fortalte bartenderen mig – og de har virkelig ramt rigtigt i renoveringen af det historiske gamle apotek. Der er sådan en slags diner båse i gyldent funkistræ, der er hævede fra gulvet, med sorte bordlamper, hvorfra du kan kigge ud på lette lave læderlænestole og det gyldne lys fra den åbne pejs. Jeg var også vild med den lange bar, der er meget instavenlig med flisevæg i sort og hvid.

Her kan man i øvrigt også gå udenfor og ryge, eller bare være. De har deres egen enormt hyggelige baggård med borde og bænke, farvede lyskæder … og vigtigst af alt her i de kolde måneder: varmelamper og tæpper.

Lidkoeb laver nogle af de bedste cocktails i København. Du SKAL smage min favorit: Fersken Røg … med mezcal.

Tip: Lidkoeb har I øvrigt en ren whisky-bar på 3. Sal….

Menu og lokation her: https://lidkoeb.dk/

Balthazar

Balthazar er ren luksus.

Synk ned i en glorificeret engelsk biblioteksstemning med dybe bløde lænestole, portierer ved indgangen og godt med guld og glas. Og champagnebar – selvfølgelig. Alligevel kan du regne med at blive budt velkommen med det samme af en supersød og dygtige værtinde.

Efter 22 i weekenden er her fyldt af mennesker, og det er for de velformulerede 25+ … ikke miniskørterne på udkig efter 10 shots for 100. Vil du være i fred, skal du bare komme en hverdag efter arbejde, lade roen falde på dig og nyde det seriøst høje kvalitetsniveau.

Kæmpebonus: de har de lækreste snacks! Jeg fik gougéres med trøffelcreme, og de er sådan set to die for. Lad være med at dele dem med nogen.

Min foreløbige favorit er Downton Abbey. Jeg ville helst ikke kunne lide den pga navnet (fordi jeg straks følte mig lidt midaldrende og cardigan-bærende), men den smager frisk, frugtet og overraskende godt. Sparkling (der ER jo champagne i) og med både dybde og kompleksitet. Jeg kan finde på langt værre måder at starte en sofistikeret fredag på!

K-Bar

K-Bar er den cocktail-bar, jeg er kommet på i flest år i København. Her har jeg godt nok siddet og bitchet mange gange med kolleger i baglokalet - som egner sig fortrinligt til at stikke hovederne sammen, og i øvrigt lige nå at smage hinandens cocktails. Eller hængt ud efter af have spist middag. Eller inviteret niecerne og deres veninder ud, så de kunne lære at drikke ordentligt. Eller lige nuppet en cocktail, inden jeg skulle mødes med en ven.

Jeg fandt stedet, fordi det var så centralt … jeg blev tilhænger på grund af de sublimt gode cocktails.

Den er desværre ikke på kortet mere, men de lavede den allerallerbedste Tom Collins. Perfekt sur, mere end normalt, og jeg elskede deres hjemmelavede citrussirup. Nu, hvor jeg sidder og skriver, får jeg helt lyst til at spørge, om de vil lave den, næste gang jeg er der 😊

Heldigvis er der masser af geniale indslag på menuen, og mit øje faldt på Smokey Mary – en Bloody Mary kombineret med noget røget? Jeg var da straks på – og den kommer jeg til at bestille igen.

Stærkt kick, masser af røg, iskold. Man er så MEGAklar til byen bagefter.

Menu og lokation her: http://k-bar.dk/cocktails/

Nyd det!

bottom of page