Fader Vor blablabla … led os ikke i fristelse.
Led os ikke i fristelse.
Det har vi mumlet (en hel del af os) igennem 2000 år. Står i Lukas- og Matthæusevangelierne. Ifølge Bibelen er det ellers flinke Jesus’ egne anvisninger på, hvordan man beder. Måske. Eller måske kommer det fra de, der undervejs besluttede hvilke tekster, der skulle med i Bibelen. Og hvilke, der i hvert fald IKKE skulle inkluderes. Who knows – who cares.
For - hvorfor? Hvorfor må vi ikke blive ledt i fristelse? Det, man bliver fristet af, er jo noget godt, lækkert, appetitligt, sjovt, underholdende. Ellers var vi ikke en skid fristede. Der er i flere tusinde år blevet sat lighedstegn mellem fristelse og synd. Gør du noget fristende, noget, der føles godt i hele kroppen … så har du samtidigt syndet.
Tænk lige på slangen i paradiset. Faktisk den eneste fornuftige type i en beretning, som vrimler med forvirrende indslag som Adams første kone Lilith, navler og så videre. Slangen kaldes en frister, fordi den lokker Eva til at spisefrugten fra et træ, der giver viden – men som er forbudt. Ikke med en begrundelse … det er bare forbudt.
Hvorfor skulle man dog ikke stille spørgsmål ved uforståelige og urimelige ordrer?
Hvorfor skulle man ikke øge sin viden? Hvorfor i alverden er det at blive fristet?
Og har du syndet, bliver du straffet.
Kirken smækkede for en sikkerheds skyld en række rimeligt horrible straffe ind, for de, der trods alle påbud syndede alligevel. Udstødelse af samfundet, evige pinsler, skærsilden, eller lidt autodafé bare for at nævne nogle få. Igen – hvorfor? Kigger man på kirkens tidligere fyrster og deres privatliv, har de sjældent virkelig inderligt troet, at de reddede befolkningen ved at holde dem til den rette kristne tro. Det var blot magtkampe, der drev værket. Rigdomme, indflydelse, personligt ejerskab. Den europæiske kirke har på ingen måde været enestående på dette område, det er forholdsvist typisk for de fleste religioner. Både dengang, og nu – hvor samfundets normer har overtaget opgaven med den løftede pegefinger. I dag bliver du nok ikke brændt, men i stedet hængt ud i reality-tv eller i forældrerådet, hvis du skejer ud.
Jeg spørger igen: hvorfor? Tjo … hvis du skræmmer folk nok, så er det nemmere at få dem til at gøre, hvad du gerne vil have dem til. Hvad enten det er at stemme på rabiate politikere … eller bare købe ting, du ikke har brug for, og gøre ting, du ikke har lyst til, for at være en del af fællesskabet med folk, du ikke specielt godt kan lide.
Det er jo præcis, hvad de store virksomheder, mange medier og religiøse systemer spiller på i dag. Med angst kan man styre andres handlinger. Hvis ikke du dit, eller hvis du gør dat, så er du ikke en del af det "rigtige" fællesskab. Så sikrer de, at vores handlinger fortsat kommer penge i deres kasse, eller bakker op om deres ret til magt.
Du skal også fristes
Må jeg opfordre til, at du i denne weekend starter med at bruge din sunde fornuft? Gør en smule oprør, tænk lidt over at gøre, hvad DU er fristet til … og så nyd det?
Det eneste, jeg synes er en synd, er at gøre andre ondt. Alt det andet, du er bundet af, er konventioner eller fiktive skrækscenarier. Jeg giver dig helt frit slag.
For jeg vil selv ledes i fristelse. Lad mig vride mig tilfreds ved duften af fritter med trøfler, lad mig tørre tårer væk i betagelse af musik, lad mig synke stille ned i tilfredsheden over en rolig udsigt over vand og uberørt natur, lad mig være så grebet af en bog, at jeg glemmer at gøre rent, lad mig trække røgen fra en click-smøg langt ned i lungerne, lad mig drikke god vin med nye gode venner … lad mig prøve noget nyt, og se om det er sjovt.
Gør det selv – og nyd det.