Jeg elsker Bloody Mary - og det gør mine voksne, sexede og intelligente veninder også.
Derfor laver jeg min egen mixer, og det er ikke for børn. Som i slet ikke. For din Bloody Mary skal være stærk, rund og kraftig i smagen. Eller kan det være lige meget.
De små dåser, man kan købe med færdigblandet mixer smager ret godt, men de er simpelthen tarveligt dyre. Nu giver jeg dig opskriften på min mixer, som selvfølgelig får det til at smage meget bedre. Og så kan du både drikke løs og skinne i gloriens selvretfærdige lys over alle de penge, du har sparet.
Dem kan du så bruge på vodka, jo.
Bloody Mary mixer opskrift - Det skal du bruge
Denne portion passer til i alt ca. 2 L tomatjuice.
Kan holde et pænt stykke tid i køleskabet.
3 strøgne spsk dijonsennep 3 strøgne spsk worchestershiresauce 1 spsk frisk reven peberrod 1 ærtestor kugle wasabi 15 ml stærk sauce (fx Tabasco) 1,2 dl citronsaft og/eller limesaft – jeg tager, hvad jeg har, men lidt af hvert. 2 spsk vand (haha ... jeg ved det godt, men det skal i, for at gøre den lidt mere flydende) 1 spsk eddike 2 tsk sellerisalt 1 tsk stødt sort peber
Bloody Mary mixer opskrift - Sådan gør du
Alt blendes grundigt – og så er den klar til brug. Lynhurtigt, ikke?
Og nu til selve din Bloody Mary - Jeg bruger 1-2 spsk mixer til ca. 2 dl tomatjuice. Tilføj vodka efter ivrighed.
Nyd det!
Kærlig hilsen
Hannah Lund