top of page
Hannah Lund

Brune kager. Tipoldemor Dortheas opskrift


Tipoldemor Dortheas brune kager

Disse brune kager er fast ingrediens til jul hos os. Tipoldemor Dortheas kager er duftende, sprøde og karamelagtige i smagen – og vi elsker dem.

Dejen laver vi som regel sidst i november, laver ruller af den, og lægger dem i fryseren. De holder fint i 1-2 måneder, og så er det både nemt at skære kagerne tyndt – og lækkert at få helt friskbagte kager på kort tid.

Tipoldemor Dorthea

Når man ser de falmede fotos af de gamle i familien, der stivnede holder en positur i lang tid, før fotoet er taget – så er det nemt at glemme, at de nogensinde har været unge eller sjove. Tipoldemor Dorthea var helt tydeligt en livslysten dame med et godt … og frugtbart ægteskab. Hun blev 103 år, og som 90-årig var der stadig fint nok gang i hende, til at hun stadig dansede Rheinlænderpolka med min den gang 41-årige farfar til familiefester. Regn med, at hendes kager smager godt, ikk?

Ingredienser til Tipoldemor Dortheas brune kager

1 kg sirup 1 kg St. Croix sukker (ja, selvfølgelig er det brun farin – men smukt navn, ikke?) 500 g smør 8 g stødte nelliker 15 g kardemomme 30 g stødt kanel Reven skal af 3 citroner 500 g mandler 125 g sukat eller pomeransskal 15 g potaske opløst i 1½ dl rosenvand eller vand 2 kg mel

Sådan laver du Tipoldemor Dortheas brune kager

Tag den store gryde frem og smelt sirup, sukker og smør ved medium varme. Hæld imens resten af ingredienserne op, så de er klar til at komme i gryden.

Rul ærmerne op, find en solid grydeske og vent, til sirup, sukker og smør begynder at boble. Opløs potaske i lidt vand eller rosenvand og rør det i. Sluk under gryden, og hæld krydderier, citrusskal, tørret frugt og mandler i. Rør grundigt rundt. Nu hælder du melet i, og rører grundigt rundt. Ja – det er en smule tungt.

Mærk efter, hvornår dejen er kølet nok af, til du kan arbejde med den med dine hænder. Form dejen til fine ruller, som du pakker ind i film og lægger i fryseren. Jo mere umage, du gør dig med formen, jo pænere bliver kanten på kagerne, når de er bagt.

Tag en rulle ud af fryseren ca 1-2 timer før du vil bage. Mens den stadig er kold og stiv (men ikke stivfrossen) kan du skære fine tynde skiver af den, ca 1-2 mm tykke.

Læg dem på bagepapir og bag i ca. 10-12 minutter ved 175 grader. Hold øje – ovne er forskellige og måske skal de have lidt mindre i din ovn.

Læg straks over på en bagerist til at køle af og blive sprøde.

 

Brunkager smager uhyggeligt godt sammen med cremet blåskimmelost. Jeg siger det bare.

 

Nyd det!

Kærlig hilsen

Hannah Lund

bottom of page