Du hørte om den først her.
Cocktail-diæten - min helt selvopfundne plan for januar. Burde nærmest trademarke den.
Jeg er både meget stolt af den og yderst spændt på resultatet, som jeg naturligvis deler med jer, når måneden er slut. I forvejen er der et eller andet ved lyset i de kolde klare skumringer i januar og februar, der er det mest løfterige og opløftende. Jeg bliver overbevist om, at fremtiden er smuk, gylden og storslået - og nu har jeg også dette interessante projekt at se frem til.
Alle folk taler om deres diæter lige nu. Enten er de sukkende og slukørede - eller de hører til de hellige asketer, der kan sige mig lige op i ansigtet, at det er noget så skønt at holde sig fra fedt, sukker, kød, ost, mejerivarer, alt former for mel og gluten, alkohol, æg. Med videre. Jeg spekulerer over, hvad der er tilbage fra kostpyramiden. Glaskål? Isterninger?
Det her er Hannah Lunds cocktail-diæts regler
Anyway, jeg er aldrig faldet i ugebladskur-fælden, men al den snak fik mig til at spekulere over, hvilken type diæt, JEG ville synes var sjov ... og så kom jeg på noget med cocktails. Dem kan jeg nemlig så godt lide, så det virker som en fornuftig plan. Straks tog hjernen over, og jeg er kommet frem til følgende plan:
- Mange dage spiser jeg masser af grøntsager og frugt.
- 2-3 gange om ugen får jeg en cocktail - enten ude eller hjemme.
- 1-2 gange om ugen spiser jeg ude.
- Jeg optrapper min træning fra "ingenting" til "en gåtur om dagen og nogle mavebøjninger i stuen"
- Jeg spiser ikke slik og chips - med mindre det bliver serveret, når jeg spiser ude.
Værsågod. 5 enkle leveregler til en nogenlunde underholdende januar. Du får dem ganske gratis af mig, som det generøse menneske jeg er.
Jeg er allerede startet og det går forrygende. Efter 2½ dag udelukkende med frugt og grøntsager føler jeg mig ret mager - OG er kommet til at fryse helt vildt. Der er ikke meget varme at hente i salatblade, så jeg glæder mig meget til restaurant Bazaar med veninderne i aften, og til Karma Sushi og Guldgrillen i den kommende uge. Fornemmer, at de steder vil lune mig meget.
Følg med her, hvis du er interesseret i min sundhedsvinkel - jeg lover at dele opskrifter på cocktails, og hvad jeg spiser herhjemme ... samt selvfølgelig restaurantoplevelserne.
De vidunderlige cocktailbarer og bartendere
Der er jo en årsag til, at netop cocktails er omdrejningspunktet for min diæt. Jeg kan virkelig godt lide dem. Lige som med mad, er der nogen med smagsløgene, nysgerrigheden og opfindsomheden i orden, der forestiller sig, hvad der vil smage godt sammen, og tester og lirker på opskriften indtil den sidder i skabet. Den slags mennesker samler jeg på, og heldigvis er der en del af dem, der har sagt ja til at hjælpe mig med lækre cocktailopskrifter her i januar.
I har allerede hørt om Geoffrey og Balderdash - og nu vil jeg lige fortælle lidt om ophavsmanden til denne dags cocktail: Jannick Gram, der har Copenhagen Cocktail Academy. Jannick mødte jeg for en del år siden, hvor vi glade snakkede om food pairing med cocktails og gourmetmad. Han havde nemlig lige haft sådan et arrangement på Kong Hans. Så hyrede jeg hans virksomhed til at lave cocktailbar til min 49 års fødselsdag - kæmpesucces: gæsterne stod klinet op ad baren og loopede cocktailkortet ... nogle lidt ud over, hvad kroppen tillod (haha), men de fleste på et niveau, der sikrede livlig, ivrig, løssluppen og GLAD stemning fra kl 20 til kl 05 om morgenen. Det var faktisk så godt, at min mand Mikkels bureau Reputation har hyret Copenhagen Cocktail Academy til sommer- og julefester hvert år siden da.
Muligvis, fordi folkene bag hele tiden udvikler sig - det er seriøst go-to virksomheden for alt, hvad der har med cocktails at gøre De opsøger og udvikler samarbejder med de bedste indenlandske og udenlandske producenter, finder hele tiden på nye cocktails (og mange tak for det - mit ambitionsniveau går altså også udover Spritz og Dark n Stormy). Starter tiltag for at højne niveauet hos bartendere. Kreerer de MEST tjekkede high-end events for store brands og virksomheder ... og er fulde af nye idéer til, hvordan og hvornår man bruger cocktails. De laver konsulentarbejde og entry-arbejde for barer og nye brands ... food pairing og business drinking - og Jannick har endda sit eget tv-program om cocktails. Alligevel kan du stadig hyre de lækre, søde og DYGTIGE mennesker til din private eksklusive fest.
Og få en fornemmelse af, hvordan det kunne blive lige her: hvor du får opskriften på denne weekends cocktail, som Jannick har udviklet til Snaps Bornholm. Snaps Bornholm er ret nyt (og lidt hipt, også) - jeg stødte lykkeligt på dem i november, og det skal du bare prøve. Det er IKKE snaps, som du kender og hader det - det er møglækre smage fra vores smukke klippeø.
Cocktail #8
40 ml Snaps Bornholm Chili & Honning No. 8
15 ml sød vermouth
5 ml ameretto
20 ml fløde
30 ml Svaneke Brown Ale
Pynt: Gul chili
Kreeret af Jannick Gram fra Copenhagen Cocktail Academy til Snaps Bornholm.
Sådan laver du Cocktail #8
Tag din cocktailshaker, kom is i og alle ingredienser undtagen øl.
Shake, shake, shake.
Dobbeltsi i glas.
Fyld op med øl.
Nyd det!