Vil du gerne stille hjemmelavet, sindssyg lækker marmelade på bordet? Har du kun 10 minutter? Så spiller det for dig. Første gang, jeg læste opskriften i Ingrid Dreyers opskriftsbog tænkte jeg: "her har vi en titel, der er fuldstændigt 1920'erne: vaks, kæk og fuld af pep. Lidt overgearet jazz på den knitrende radio" ...
Men det er såmænd bare sandheden - og opskriften står i overskriften. Det her er seriøst den hurtigste opskrift, jeg har prøvet. Eftersom jeg elsker citrusmarmelade, er den en af mine oftest brugte. Du skal være hardcore på økologien, for hele frugten kommer i. Den ser smuk ud, så længe du bruger lyst sukker, og kan du få fat i blodappelsin eller blodgrapefrugt, får den bare et ekstra lækkert tweak.
Når jeg vil have en lidt anden smag og har lidt mere tid laver jeg GOD appelsinmarmelade. Det kunne de også for 100 år siden!
Jeg spiser den på nybagt brød, eller til ost. Kan også sagtens forestille mig den til kage eller en is med voksensmag. (Gratis tip: denne marmelade kan også bruges som overskuds-værtindegave. Jeg har dog altid spist den selv. Mere generøs behøver man jo heller ikke være)
Det skal du bruge:
1 grapefrugt
2 citroner
3 appelsiner
Sukker - samme vægt, som frugterne tilsammen. Regn med ca 500-700 g
Sådan gør du:
Vask frugten. Skær den i grovere stykker og fjern de sten, du kan se. Kom sukker og al frugten i en stor blender/magimix, og tænd. Vogt nidkært, og sluk, så snart du er tilfreds med konsistensen. Jeg kan godt lide, at den ser ud som på billedet, med lidt større bidder i - du kan også vælge at blende igennem, så den er meget mere glat. Og nu er du faktisk færdig.
Fyld på glas, som du har vasket omhyggeligt af og skoldet med kogende vand. Der bliver ca 1 L færdig marmelade. Hvis du hælder på varme, rene glas, og lukker tæt til med det samme, er holdbarheden 6 måneder. Jeg hælder på varme, rene glas - men går i gang med at spise med det samme, og derfor opbevarer jeg marmeladen i køleskabet og spiser den inden for 3 uger.
Nyd det!
Kærlig hilsen
Hannah Lund