På tirsdag kører jeg til Fyn og besøger 99-årige Elise. Elise er min farmors yndlingskusine, men hun er desværre blevet syg med lungebetændelse og er lidt træt af det hele. Derfor er det tid til en lille visit.
Alligevel har hun fået sin datter til at sende mig en håndskrevet opskrift på hjemmebrygget øl – sådan som Elise lærte det i sit eget hjem. Vi er altså tilbage i øl-traditionerne fra for over 100 år siden … og min familie har været rimelig kendte i Odenses omegn for godt øl.
Elises tante Hedvig bryggede eksempelvis i mange år det øl, der er blevet udskænket i Den Fynske Landsby. For jer, der holder øje med mine nærmest sicilianske familieforhold på Danmarks smukkeste ø, er Elise selv datter af Moster Agnes (de BEDSTE chokoladesmåkager – de originale rutebiler fra Fyn) og onkel Hans. Hendes høstøl var kendt for ikke at lade Albanis sorte giraffer noget at høre: det smagte enormt godt og mejede i øvrigt benene væk under folk. Intet som at have arbejdet fysisk hårdt fra morgenstunden, og så om aftenen blive tilbudt at slukke tørsten med jernstærkt øl. My kinda girl, hende Elise <3
Selv lærte jeg først at drikke øl som 48-årig – men der jo ingen så hellige som de nyligt omvendte 😊
Sidst, jeg besøgte Elise, fortalte hun mig lidt om ølbrygningen – især, hvor vigtigt det var at holde alt 100% rent. Der var lidt mumlen om nogle piger, der godt kunne blive trætte af at håndskure de store tunge trækar, men det skulle gøres. Ellers blev øllet jo ikke godt! Det var så et af de tidspunkter, hvor jeg tænkte, at det godt nok kunne være sundt for mange nordsjællandske teenagere at komme lidt i lære på en gård. Og lære at gøre, hvad der bliver sagt. Uden mukkeri.
Hemmeligheder og den praktiske hverdagssexisme
Som med mange af de andre opskrifter fra den gang, mangler der faktisk oplysninger. Du kan ikke lave øl fra denne opskrift, uden at have ekstra viden i baglommen. Irriterende, men sådan er det, når man går på opdagelse i de gamle vejledninger.
Dels er det megatypisk for deres hemmelighedskræmmeri omkring deres ekstra gode opskrifter. Dels skal du tænke på, at man for 100 år siden har lært ved at se, høre og have hænderne i gang. Ikke ved at læse sig til noget. Der var gårde, hvor fruen var kendt for at være særlig dygtig til maden, slagtningen, øllet, brødet eller lignende – og der sendte man sine halvvoksne børn hen for at lære at blive lige så gode. Folk skulle jo spise hver dag, og så er det klogt at opøve evnen til altid at kunne sætte noget godt på bordet. Det vil ALDRIG være spildt viden. Eksempelvis var Moster Ingrids køkken på Bjørnemosegård for ca. 85 år siden det sted, hvor egnens unge piger lærte at diske op med lækre retter til hverdag og til fest. Og for nu at krydre med lidt hverdags-sexisme … de blev gift godt. Begavede mænd kunne i den grad se fordelen ved sprødt flæsk resten af livet. Og hos Elise lærte de om slagtning … og om at brygge godt øl.
Tilbage til øllet: Pigerne HAR fået at vide, hvor meget malt og humle og vand og gær, der skal til – de kender også størrelsen på karrene, og hvor de finder netop den skurebørste og spand, der KUN må bruges til ølbrygning, af hensyn til det sterile miljø. Det, Elise har fokuseret på, er processen. Dét, hun kan huske fra dengang som det vigtigste for at sikre et godt resultat. Prøv at læse ... og se, om du lærer en anelse mere om ølbrygning – ELLER bliver imponeret over, hvor meget information de har opbevaret i hovedet!
Elises opskrift på hjemmebrygget øl
”Jeg vil gerne fortælle, hvordan jeg lærte at brygge øl i mit hjem. Jeg har brygget i mange år, også hér (red: den gård, hun flyttede til som gift).
Der skal bruges 2 store trækar og en blok til at sætte det ene kar op på, samt malt, humle og ølgær.
Dagen før bliver karrene og øltønden skuret i kalkvand for at desinficere. Næste morgen, når den første kedel vand koger, bliver karrene, øltønden, og alt, hvad der skal bruges, skoldet. Der bliver aldrig brugt vand direkte fra vandhanen, og skurebørsten og spand bliver kun brugt ved ølbrygning.
Maltet kommes i det ene kar på gulvet, der kommes kogende vand på. Humlen koges i en stor gryde.
Det andet kar bliver sat op på trebenet (blokken), der er hul i karret, sådan at øllet kan tappes af.
Over hullet bliver der lagt en skål med huller, derover nogle viske, der bliver bundet af skoldet langhalm.
Derover hældes den kogte humle, det bliver tappet af og kommes på den rene tønde.
Derefter skal masken (det er maltet med kogende vand) op på karret med humlen, det øses op i en spand med en urteske.
Det første, der her bliver tappet af, kaldes Urten (red: deraf Urteske) – det skal passes, for den kan koge over ligesom mælk. Urten kommes igen på karret, når den står på trebenet.
Der koges mere vand. Inden det vand kommes på, skal Urten tappes af og ned på det rengjorte kar på gulvet. Der koges vand ad flere gange. Det skal trække i 1 time hver gang.
Når vi har fået den portion, vi vil have, skal det svales og gæren sættes på og låget lægges over.
Næste morgen skulle det gerne gære flot.”