top of page
  • Hannah Lund

Tipoldemor Dortheas lagkage - opskrift på klassisk gammel dansk lagkage.


Jep. Det er midt i den sorteste vinter, og der er skøjtebane på dækket ude foran mit køkken, og de "jordbær", man kan købe i supermarkedet, tør selv den mest sultne solsort ikke røre. Klog, som den er.

Men min søn Peter har fødselsdag i morgen, og det er lige præcis denne lagkage, han gerne vil have. (Foruden en ekstra dessert, som han nemt også kan spise).

Den hedder Mors lagkage i kogebogen, og "Mor" er min Tipoldemor Dorthea, der var født i sidste halvdel af 1800-tallet og mor til både Oldemor Anna og Moster Ingrid. Altså en virkelig klassisk dansk lagkage, og den er klassisk, fordi den er god. Du kan komme lige netop det fyld, du har lyst til, på bundene. Jeg valgte klassisk hele vejen igennem med creme, flødeskum og bær. Det var nemlig sommer, da vi tog billedet, og jordbærrene smagte, så man forstår, hvorfor Danmark er bedst. I morgen bliver det med nylavet jordbærsyltetøj i stedet for friske bær.

Tipoldemor Dortheas lagkage 1900 Til bords

 

Denne lagkage var en fotografisk tragedie. Kort efter, at alle lag var fyldt og samlet, og flødeskummet sprøjtet ud, begyndte kagen lige så roligt at skride. Lidt som det skæve tårn i Pisa. Du kan ane det lidt på billedet, selv om vi har forsøgt at camouflere, så godt vi kunne. Hvis du ikke vil gentage min fejl, så lad bundene køle af, før du samler den. Og skal den ikke serveres med det samme, så sæt den på køl.

 

Ingredienser til Tipoldemor Dortheas lagkage

250 g smør 250 g sukker 6 hele æg 250 g mel 1½ tsk bagepulver en knivspids hjortetaksalt

Sådan laver du Tipoldemor Dortheas lagkage

Tænd ovnen på 200 grader.

Tegn 6 lagkagebunde på bagepapir, eller smør 6 lagkageforme.

Pisk smørret hvidt med sukkeret, og kom æggene i ét ad gangen. Pisk grundigt efter hvert æg.

Kom mel, bagepulver og hjortetaksalt i dejen og rør grundigt. Fordel dejen ud på de 6 tegnede lagkagebunde eller i formene.

Sæt dem i ovnen – og give bundene 8-10 minutter.

Selv med varmluftsovn kan du være nødt til at bage af flere gange, 6 bunde fylder en del.

Læg sammen med din yndlingscreme, bær eller syltetøj - og pynt med flødeskum og friske bær.

NYD den!

Kærlig hilsen

Hannah Lund

bottom of page