Der er ingen, der skal komme og sige, at de ikke var avancerede i min oldemors og hendes søsters køkkener. Pocherede, friterede æg på et brændefyret komfur? Det ser du ellers kun på de skarpeste danske restauranter. Hvis Anna og Ingrid kunne med det udstyr, der fandtes for 100 år siden - så kan du også frembringe denne på en gang landlige og elegante ret.
Æg fra hønsene, spinat fra køkkenhaven, fløde og smør fra koen, bacon fra grisen.
Landbo-påske i den smukkeste forening.
Det skal du bruge til Ret med Pocherede friterede æg
Til 4 personer:
4 æg 1 æggehvide Rasp
Olie til friturestegning 8 skiver bacon
400 g spinat 25 g smør 1½ spsk mel 2 dl fløde Salt og peber og reven muskatnød
Servér evt smørstegte brødskiver til
Sådan laver du Ret med Pocherede friterede æg
Pochér æggene (Sådan pocherer du et æg).
Læg de pocherede æg i koldt vand, til de er helt kolde. Tag dem op og læg i et rent viskestykke, så de tørrer helt på overfladen. Puds evt æggene af, så de er pæne.
Tænd ovnen på 200⁰ C. Læg baconskiverne på et stykke bagepapir, og bag dem i ovnen til de er gyldne og sprøde. ag dem ud og dryp af på fedtsugende papir.
Vask og tør spinaten. Eller brug poserne, hvor spinaten er vasket og skyllet på forhånd. (Du kan også bruge frossen spinat, lad den tø først, og lad den dryppe af).
Lav en opbagt sovs: smelt smørret i en kasserolle, kom melet i og pisk grundigt, Kom fløden i lidt efter lidt og pisk grundigt hver gang, så sovsen er glat. Kom salt og peber i, og godt med revet muskatnøde - og kom nu spinaten i den kogende sovs, kog ca 1 minut og rør rundt imens. Sluk under gryden.
Nu er du ved at være klar til sidste punkt: Varm fritureolien op til 180⁰C i en høj gryde.
Pisk æggehviden med en gaffel. Nu skal du panere de pocherede æg, og det kræver en let hånd, for at de ikke går i stykker!
Vend forsigtig ægget i æggehviden, og derefter i rasp. Klap forsigtigt (ja, jeg skrev forsigtigt 2 gange. Du skal være opmærksom og forsigtig) raspen på ægget, så den hænger ordentligt ved.
Når du har paneret alle de pocherede æg, lægger du dem forsigtigt i den kogende olie og friterer dem i 20-45 sekunder, til paneringen er lysebrun.
Læg den flødestuvede spinat på et varmt fad, læg de friterede, pocherede æg oven på spinaten, og læg de sprøde baconskiver i siden af fadet. Værsågod!