• Hannah Lund

Russisk omelet - opskrift på den lækreste vinterdessert


Den helt rigtige luksuriøse og elegante vinterdessert! Når vinden hyler koldt udenfor, og du har stearinlysene tændt, mens gæsternes glade snak overdøver din tjekkede playlist – så smutter du diskret ud i køkkenet og frembringer denne her lille sag. Smage, der fylder munden harmonisk og tilfredsstillende. Den bedste måde at se vinteren lige i øjnene på.

Og nej – du kan egentlig ikke forberede særlig meget. Kun svedskekompotten. Men den russiske omelet tager ikke så lang tid – og er værd at vente på. Som alle gode ting.



Er du virkeligt retro-hardcore – så gør du som Moster Ingrid, og ”brænder sukkeret oven på med en gloende ildrager”. (Det stod der - med pæn skråskrift og blæk)




Hvis ikke lige du er til svedsker - så prøv omeletten med Rosinmarmelade - en af de lækreste gamle sylteopskrifter fra familien i min bog 1900 Til Bords!



Det skal du bruge til Russisk omelet

4 dl mel 200 g smør (der stod "så meget smør det kan tage" - du er velkommen, jeg tjekkede det for dig!)

25 g smør til at smøre bagepladen med.

4 dl vand 4 hele æg


Svedskekompot:

250 g svedsker, stenfri

50 g sukker

½ dl vand

Revet skal og saft af ½ citron

Evt. 1 spsk cognac eller brandy

50-100 g sukker til karamellisering



Sådan laver du Russisk omelet


Til svedskekompotten kommer du alle ingredienser, undtagen alkohol, i en gryde.


Kog ved svag varme i ca. 10 minutter. Så bliver svedskerne bløde, og du kan evt mose nogen af dem – eller dem alle.


Jeg kan godt lide, at der stadig er nogle hele svedsker i kompotten.


Jeg kan også godt lide at komme en sjat cognac eller brandy i, når kompotten er taget af varmen. Så alkoholen ikke fordamper! Så det gør du nu.


Tænd ovnen på 200 grader, og tag en bageplade ud. Læg et stykke bagepapir på, og smør det med smør.


Smelt smørret i en gryde, og rør melet i, mens du pisker kraftigt.


Kom vandet i lidt efter lidt, og tag nu gryden af varmen.


Pisk æggene i ét efter ét.


Smør dejen ud på det smurte bagepapir i en pæn stor cirkel.


Bag den i ovnen til den er smukt lysebrun, ca 10-15 min.


Når omeletten er klar, tager du den ud, og lirker den over på et fad eller et stort spækkebræt.


Læg svedskekompot på den ene halvdel, og fold den anden halvdel over.


Strø et tykt lag sukker over den øverste del af omeletten, og brænd det, til det karamelliserer med en gasbrænder.


Jeg går stadig ud fra, at du ikke lige har en gloende ildrager ved hånden – men det VILLE være supercool.


Servér straks.

og NYD DET!


Kærlig hilsen

Hannah Lund


#opskrift #bageopskrift #dessertopskrift #julekage #juleopskrift #gammeldagsjul #familieopskrift #familieopskrifter #julemad #jul #gamleopskrifter #danskjul #danskmad #julekager #vinterkage #vinterdessert #juledessert #dessert #gammeldanskopskrift #juleopskrifter #gamledanskejuleopskrifter #klassiskdansklagkage #gammelopskrift #bedsteopskrift



KONTAKT 

© 2018 af  Hannah Lund. Design Le Lyhne Fischer.
Billeder Christina Birch & Hannah Lund

  • Black Facebook Icon
  • Black Instagram Icon
  • Black Snapchat Icon